Der er ingen europæisk storby der har vundet vores hjerte, som London. Vi tager gerne til den britiske skønhed minimum en gang om året – og gerne oftere, hvis vi kan slippe af sted med det. Derfor har vi også hurtigt fundet vores foretrukne rejsemetoder og måder at komme rundt på. Når det gælder lufthavne, er Gatwick vores favorit. Det er ikke nogen særlig spændende lufthavn at opholde sig i, men flybilletter til/fra Gatwick er virkelig billige, og det er super nemt og hurtigt at klare transport fra Gatwick til London.
Tog fra Gatwick til London
Vi vælger som regel altid toget, The Gatwick Express, når vi skal fra Gatwick til London. Det er den nok mest kendte måde at komme ind til London på, og ender man i en direkte afgang, tager det ca. 30 minutter at køre turen fra Gatwick terminalen til Victoria St, der ligger centralt placeret i London med mange tube- og bus linjer til hele London.
En billet med Gatwick Express koster ca. 20 pund hver vej, og det er ikke den billigste transport fra Gatwick til London, men til gengæld går det hurtigt og nemt. Du kan booke billetter på forhånd via hjemmesiden eller købe dem i lufthavnen. Der er oftest lidt penge at spare på din transport fra Gatwick til London ved at bestille online og booke tur/retur billetter.
Et billigere tog fra Gatwick til London
Synes du at 20 pund er lige lovlig dyrt for at få klaret transport fra Gatwick til London, så kan du også tage det almindelige commuter train der køres af selskabet Thameslink. Her koster en billet ca. det halve af The Gatwick Express og toget kører til f.eks. London Bridge St eller King’s Cross St Pancras. Toget kører ca. hver 15. minut, så det tager lidt længere tid end Expressen.
Du kan bestille din togbillet direkte hos Thameslink, eller de kan også købes, når du ankommer til lufthavnen.
Bus fra Gatwick til London
Der afgår naturligvis også busser fra Gatwick, som kan fragte dig ind til centrum af London. Med National Express busserne fra Gatwick kan man komme til London for ca. 10 pund, men turen tager gerne halvanden-to timer på grund af trafikken.
Er du mere til at tage bussen end toget, kan du bestille billetter på forhånd.
Taxa fra Gatwick til London
Du kan selvfølgelig også altid tage en taxa fra Gatwick til London. De almindelige sorte taxaer er naturligvis både nemmere og mere bekvemme end den offentlige transport, men de koster også en del mere. En lidt billigere taxa løsning kan være at booke en minicab hjemmefra. En minicab er egentlig en taxa, men den skal bookes på forhånd og bilen er lidt mindre end de store sorte taxaer. Til gengæld er prisen for denne type transport fra Gatwick til London langt billigere ende andre taxatyper.
Transport i London
Det kan hurtigt blive dyrt at tage en taxa i London. Derfor anbefaler vi også at man altid benytter sig af offentlig transport, når man besøger London. London har et fantastisk system af offentlig transport, med adskillige buslinjer og naturligvis også den verdensberømte tube (undergrundsbane).
Som turist kan det anbefales at man køber et Visitor Oyster Card. Det kan bestilles hjemmefra ellers købes i lufthavnen, samt på togstationer i det meste af London. Kortet tankes op ligesom vi kender fra rejsekortet, og kan benyttes til alle former for offentlig transport i London (dog ikke til alle transporttyper til/fra lufthavnene).
Vil du bestille Visitor Oyster Card hjemmefra, kan det gøres på visitbritainshop.com.